José Paronella ankom til Australien fra Catalonien i Spanien, i 1913. De første 13 år arbejde han hårdt med at skære sukkerrør. Samtidig opkøbte, istandsatte og solgte han sukkerfarme. I 1924 tog han tilbage til Spanien, hvor han giftede sig med Margarita i 1925. Rejsen tilbage til Australien var deres bryllupsrejse.
I 1914 så og forelskede José sig for første gang i dette, ca. 5 hektar store regnskovsområde ved Mena Creek, som i dag udgør parken. Men han købte det først, da han kom tilbage med Margarita i 1929 for 120 australske dollars. De begyndte sammen den store drøm om at skabe en have og et værested til glæde for mange.
Trappen ned til Mena Creek var det første han byggede. Den skulle han bruge til at fragte sandet fra bunden af floden op til det højere plateau, hvor det blev brugt til fundament. Huset, de skulle bo i, blev bygget inden de startede på selve slottet. Med undtagelse af huset, der er bygget af sten, er alle andre bygningsværker bygget af beton, og de bærende elementer er gamle jernbaneskinner. Betonnen blev senere pudset med ler og cement, som blev lagt på med hånden, hvilket har efterladt mærker af Josés fingre. De minder os den dag i dag om det store manuelle arbejde han udførte.
Parken blev åbnet for offentligheden i 1935, efter 6 års hårdt arbejde. Der blev vist film i teateret/The Hall hver lørdag aften, men stolene blev også flyttet og stedet brugt til fest og dans. Sikkert den første diskokugle set i Nordqueensland hang ned fra loftet på dette sted, med 1270 små spejle, der langsomt roterende efterlod salen i et magisk lys. Salen var et yndet sted at fejre bryllup helt op til midt i tresserne.
Uden for salen er forhallen, og ovenover den var rummet hvor fremviseren stod. Aller øverst i tårnet var Paronella museet. Her havde de samlet mønter, pistoler, dukker, forskelligt tømmer fra det nordlige Queensland og andre genstande af interesse.
Der blev serveret mad og drikke nede ved vandet. Tebordene ved "svømmepølen" /vandfaldet var et meget populært sted at sidde, som det også er i dag.
Stierne i haven blev alle pyntet med støbte firkantede blomsterkrukker. De er stadig at finde overalt. Bag ved havehuset var to tennisbaner, og nær vandet var en legeplads for børn.
Op imod 7.000 træer blev plantet af José. Heri er inkluderet den fantastiske avenue, Kauri Avenue. José udgravede også en tunnel igennem en lille bakketop. Ved dens indgang ser man en typisk smuk José – balkon. Går man igennem tunnelen kommer man til et lille vandfald opkaldt efter hans eneste datter; Teresa. Små stengærder er bygget til at lede vandet rundt i hele parken. Vandkraftværket, 1933, var det første af sin slags i Nordqueensland og forsynede hele parken med strøm.
Katastrofen ramte parken i 1946. Længere opstrøms af floden var land blevet ryddet og træer og buske herfra kastet i vandet. De flød med strømmen og ved en jernbanebro kun få hundrede meter fra slottet, dannede affaldet en dæmning. Da regnsæsonen begyndte, steg vandet, til det tilsidst brød igennem broen og oversvømmede parken. Køkkenet ved tebordene, vandværket, teatret og forhallen var vasket til ukendelighed.
Ubøjelige gav familien sig til at opbygge det nedbrudte. Skaden på køkkenet ved tebordene var uoprettelig, så denne service blev flyttet op ved teateret, hvor også fontænen blev bygget til. Hele slottet blev genopbygget, haven genplantet og parken kom til live igen.
I 1948 døde José af kræft i maven. Nu skulle hans kone Margarita, hans datter Teresa og hans søn Joe føre parken videre. Teresa giftede sig imidlertid og flyttede til Brisbane med sin mand. Joe giftede sig med Val i 1952, og de fik sammen sønnerne, Joe (José) og Kerry. Renovation og vedligeholdelse af parken betød at der altid var nok at gøre. Oversvømmelserne i 1967, ´72 og ´74 gjorde det ikke nemmere. I 1967 døde Margarita, og i 1972 døde Joe. Nu var det hans kone, Val, og deres to sønner, der skulle fortsætte familiens hårdtarbejdende tradition og holde drømmen i live.
Parken blev solgt af familien i 1977, og sørgeligt nok udbrød der ild i slottet i 1979, som åd hele tagkonstruktionen. Herefter lukkede parken for offentligheden. Cyclonen "Winifred" i 1986 og endnu en oversvømmelse i 1994 husker os på, at man kan ikke vinde over naturen.
Mark og Judy Evans, de nuværende ejere , købte parken i 1993, og bestemte sig for at føre parken tilbage på landkortet.
De ser Paronella Park som et stykke kunst, og arbejder på at vedligeholde i stedet for at bygge til. Parken fik national anerkendelse i 1997 og blev belønnet med 5 turistpriser i 1998.
Når mennesker besøger Paronella Park, eller eksempelvis vælger at fejre sit bryllup i de smukke omgivelser, så fortsætter stedet i skaberen Josés ånd.
Vi håber du har haft et uforglemmeligt besøg, og ønsker dig fortsat god rejse.
